Vinduer 2015

I 2015, fra august til oktober måned, fik foreningen opsat nye vinduer. Det er træ/alu-vinduer fra Outrup og modellen hedder AluCapFront. De er forsynet med 3 lag energiglas (der lever op til kravene i BR2020, Energiklasse A). Der er 2 skjulte friskluftsventiler i hvert vinduesparti. Desuden er der PN sikringbeslag påmonteret på alle vinduerne, undtaget på det store stuevindue.

Her følger desuden nogle gode råd ang. et sundt indeklima samt lidt mere info om de nye vinduer.

Luft mere ud i lejligheden – hvorfor?
De nye vinduer har 3 lag glas og er mere tætte end de gamle. Derfor er det vigtigt at lufte mere ud end normalt. Dels for at forhindre kondensdannelse, fugt og skimmel i lejlighederne, og dels for at sikre et godt og sundt indeklima.

HUSK : at et voksent menneske, eller en middelstor hund, afgiver ca. 2 liter vand (sved og udånding) i døgnet.

2 – 3 x daglig udluftning, á 5 – 10 minuters varighed, hvor man laver gennemtræk i alle rum på én gang, bør være et minimum. ISÆR I VINTERHALVÅRET.

Brug vinduesventilerne
De nye vinduer har 2 stk. indbyggede friskluftsventiler i hvert vinduesparti og de sidder i karmtræet. Ved det store vindue, i stuen, sidder den ene ventil i toppen. Ventilerne åbnes og lukkes ved at trykke i hver ende på dem, dér hvor der er tegnet en firkant på dem.

Gode råd i hverdagen til et sundt og bedre indeklima og for at forhindre kondensdannelse, fugt og skimmel
  • Udluftning 2-3 gange daglig, á 5-10 minuters varighed. 
  • Brug vinduesventilerne. 
  • Sørg for konstant temperatur (ikke under 17-18 grader) i alle boligens rum. 
  • Brug emhætten ved madlavning og lad den køre 5-10 min. efter at maden er færdig. Luft også godt ud under og efter madlavningen. 
  • Luft grundigt ud efter bad, hvis der ikke er ikke ventilator i badeværelset. Er der ventilator, så lad den køre mens der bades og i 10-15 minutter efter badet. 
  • Tør ikke tøj inde i lejligheden. Ved brug af tørretumbler, så skal den opvarmede luft ledes ud i det fri. 
  • Stueplanter afgiver fugt til rummet. Mange stueplanter pr. m² øger muligheden for kondens. 
  • Sørg for (min. 10 cm) afstand mellem store møbler og ydervægge, så luften kan cirkulere frit bag møblerne. 
  • Den relative luftfugtighed (RF) bør ligge på 30 - 60 %. Om vinteren i den lave ende (under 40 - 45 %) og om sommeren i den høje ende (under 60 - 65 %). 

Dug på ydersiden af ruderne – hvorfor?
Ved energiruder dannes der ofte dug på ydersiden (mest i april og september måned og mest på de vest- og sydvendte vinduer), specielt om natten, når temperaturen falder. Rudens yderside køles ned om natten, og når temperaturen hurtigt stiger om morgenen, bliver luften hurtigere varmere end ruden, og der opstår dug. Duggen forsvinder om morgenen eller i løbet af formiddagen, når solen varmer ruden op.

Det kan naturligvis være til stor gene, at man ikke kan se ud, men faktisk bør man glæde sig. Dug på ydersiden af ruden er tegn på energirudernes effektivitet - hvor godt de holder varmen inde og kulden ude.

Manglende dug på indersiden af vinduerne – hvorfor?
De nye vinduer isolerer så godt, at der sjældent kommer dug på indersiden af ruderne, selvom indeklimaet er varmt og fugtigt.

Derfor kan man ikke regne med, at ingen dug er tegn på, at indeklimaet er i orden. Der skal stadig luftes ud jævnligt.

Det store stuevindue (topvende vindue)
Det store stuevindue er forsynet med ”stop” (børnesikring), der forhindre at vinduet kan åbnes mere end ca. 10 cm.
Når man skal vende det store stuevindue rundt, så husk at det har 2 ”stop” (børnesikring). Det gamle havde kun 1 ”stop” (børnesikring).

Det lille stuevindue (sidesving vindue)
Dette kan kun åbnes ca. 90 grader, d.v.s. til vinkelret stilling.
De andre vinduer (sidehængte vinduer, 2 fag)
Kan åbnes så meget som sidehængslerne tillader det.

Badeværelsesvinduet i 128 G – M, blok 3 (sidesving vindue)
Dette kan kun åbnes ca. 90 grader, d.v.s. til vinkelret stilling.

Støjdæmpede vinduer ud mod Hvidovrevej
Alle vinduerne ud mod Hvidovrevej er leveret med støjdæmpning.

Holdere til PN sikringsbeslagene på vinduerne
I slutningen af oktober måned 2015, blev der omdelt holdere til disse beslag ( incl. skruer) i samtlige beboeres postkasser. Beboerne skulle selv montere disse.

Foreningen har 600 vinduer med PN sikringsbeslag på, men fik kun 500 holdere. For at alle kunne få forholdsmæssig lige mange, så vil der være ét vindue i alle lejlighederne der ikke vil have en holder. Fordelingen var som følger: De 2-værelses har 5 vinduer med beslag men kun 4 holdere. De 3-værelses har 8 vinduer med beslag men kun 7 holdere.

Læs mere i pdf-filen ”Vinduer 2015”, og evt. pdf-filen ”Undgå fugtskader”, her på siden.